Fra aske til blæst

22-24 maj 2011
De sidste dage i Miami blev brugt på at nyde solen og få foretaget de sidste indkøb.

Jeg var meget bevidst om, at Miami denne gang kun var et stop på hjemturen, og det gjorde,
at jeg faktisk kun ventede på at komme hjem. Det ville ganske givet havde været meget anderledes at blive 4 ekstra dage i Bolivia.  Det gør jeg næste gang :-)

Vi hørte mandag om askeskyen, der truede med at lukke luftrummet over England og Danmark og vi besluttede derfor at fremskynde vores hjemsrejse. Det lykkedes os at få pladser mandag aften og kl. 16 checkede vi ud fra hotellet og kørte til lufthaven.

Turen hjem gik fint, men er stadig lang.

Vi ankom til Kastrup kl 15.40 og heldigvis fik vi alle vores bagage, hvorefter Søren hentede os.

Vel hjemme igen ( i blæst og kulde) sagde vi farvel og tak for en god ferie.

Kh

Lone og de 2 andre

Hvor dælen er bilen ?

Så er det store-handledag...igen ...og i 32 gr varme!

Jeg får nyt værelse senere idag, forsib det ikke lykkedes mig at "lukke diskotekets lyde ude" før kl ca 03.30. Sådan en nat gider jeg ikke igen...og der var heller ingen roblemer med at få et nyt værelse.
Men bortset fra det, så er det fine værelser.

Midt på formiddagen kørte vi til Sawgrass Mills, som er et MEGA outlet mall.
Det er større end stort og vi brugte meget tid på bare at finde de 5 butikker vi gerne ville besøge.
Lillian er god til at handle...det gik straks lidt dårligere for Kizzie og undertegnede.
Vi havde håbet at finde nogle fede Timberland sko, men vi gik forgæves denne gang.
Da vi havde gået rundt i 5 stive timer, fik vi lidt frokost og ville køre til næste outlet center.
Da vi kom ud fra centeret skulle vi finde bilen. HA HA HA ...hvor var det lige vi havde parkeret?
Vi gik og gik ...uden at genkende noget som helst. Jeg tilbød derfor at hente bilen selv og køre tilbage efter pigerne, som passede på alle vores indkøb.
Jeg gik og gik...og efter små 10 min fandt jeg endelig en forretning jeg kunne genkende og fandt på den måde frem til bilen. Jeg kørte 0,8 km tilbage og samlede pigerne op.
Da vi kørte ud fra P-pladsen kunne vi, på triptælleren,
se, at centret er omkring 1 km langt...og så ligger butikkerne i flere "lag" i dybde.
Det er ulideligt stort. Jeg kan ikke anbefale nogen, at handle der, med mindre man har over 6 timer til rådighed.
Vi brugte 6 timer i alt og fik vel set ( gående forbi) 1/3 af butikkerne.
Vi var tilbage på hotellet ved 18 tiden...
Vores lejebil er super at køre i. Vi kører med åbne vinduer ( airkondition er dømt ude i bilen ) og hører musik, som vi alle indimellem synger med på.
FED bil...Sådan en vil jeg gerne eje...
Jeg hørte fra Søren, at han er vel hjemme i DK igen.
Vi spiste spareribs på Chili's...super god mad. Pris: 80 kr pr snude skaft...alt inklusiv.
Kizzie og jeg blev enige om at dele en hel side,
hvorefter Lillian udbrød:
"Jamen...så sidder jeg jo her alene og kan ikke dele med nogen".
Vi skreg af grin...især fordi man kan købe en halv side. Men Lillian syntes altså, at det var "snyd", at hun skulle nøjes med en halv, når Kizzie og jeg skulle dele en hel.....ja ja, regning er en svær en :-))))
Som et lille plaster på Lillians sår...der var Happy Hour på rødvinen... Lillians ene glas, blev til 2.
Så blev Lillian heldigvis glad igen :-)

Godt og vel mætte kørte vi tilbage til hotellet og lige om lidt suser jeg i seng.

Pas på jer selv

KH
Lone
og de 2 andre

Sved og tårer.

D. 19 maj 2011 er Vores sidste dag i Bolivia i denne omgang. Det er trist, men det bliver også rart at komme hjem og se familien igen.

Det er møj-varmt idag.
Efter morgenmaden tog vi alle på Abasto, som er et af Santa Cruz' mange markeder. Jeg elsker at gå rundt derude. Der findes flere grøntsager der end å grønttorvet. Og damerne, der sælger, har ingen skrubler over at sidde midt i bunken af gulerødder. Sjovt at se.
Vi fik os en banan-shake og nød varmen.  Tog bussen tilbage til hotellet og Tere kom for at køre mig til guldsmeden. Hold da op...sikke en fin ring jeg har fået! Er vildt glad for den. 

Tilbage på hotellet til de andre og ved 18 tiden tog vi

bussen ud til familien vilar, som havde indbudt et venner ( Eric og Iliana og deres 2 børn) samt os til grillmad.
Vi hyggede på terrassen og fik skøn mad. Tere havde lavet vores favoritmad, Yuca Fritas, samt en skøn tomatsalat. Eric tilbød at køre os til lufthavnen imorgen, og det sagde vi ja tak til.
Kl ca 22 kørte Carlos og Tere os tilbage til hotellet. Så blev det tid til at sige farvel...og vi hader det!
Søren og jeg stortudede...og Carlos, den store mand, havde også våde øjne. Tere sagde, at vi havde haft alt for lidt tid, og det har hun ret i. Men sådan er det. Vi holder meget af Bolivia og selvsagt af familien Vilar, og det bliver sværere og sværere at tage afsked. Forhåbentlig bliver det ikke sidste gang vi ser dem.
Tak for en fin uge til dem begge...fra os alle!!
Fik pakket vores rygsække og gik en tur i byen for at "sige farvel".

20/5 2011

Stod op kl 05.15. Kl. 05.50 ankom Eric og vi kørte til Viru Viru.
Checkede vores bagage ind og satte os og fik morgenmad.Det tog et pænt stykke tid at komme igennem migrationen.
Vores håndbagage skulle gennem-kigges og endelig kunne vi gå til gaten. Nu skulle håndbagagen lige checkes igen!
Jeg spurgte undrende, hvorfor det skulle ske 2 gange. Svaret var, at første gang var de bolivianske myndigheder, og anden gang de amerikanske.
Nååå...ja...det giver jo god mening!
Om bord på AA 922 til Miami fik vi set et par film og småsovet lidt. Vi ankom til Miami 1 time forsinket, men heldigvis gik det glat med at komme igennem diverse myndigheder i Miami. Temp. 32 gr!
Søren gik med ud og vi røg et par cigaretter og fik sagt farvel og tak for ferien til Søren, som flyver videre hjem om 2,5 timer. Det var nu lidt mærkeligt, at stå i Miami og sige farvel...men ok...vi ses jo om 5 dage.
Vi tog lufthavnsbussen til biludlejningen og fik smidt vores bagage ind i en fed lille Chevy. HVID !!
Kørte til vores hotel ( Howard Johnson ) og blev indlogeret på 4. sal.
Vi smed vores bagage og kørte til Walmart for at proviantere lidt. Middagen indtog vi...jeps...på Denny´s!
Hashbrowns med lidt andet til :-)

Jeg er blevet klar over, at det virker forkert for mig at slutte i USA efter mere end 3 uger i Sydamerika. Så denne kombination laver jeg ikke igen. Jeg er bange for, at jeg ikke for "sat oplevelserne på plads". Der er jo en verden til forskel på de steder vi har tilbragt de sidste mange dage og her i Miami. jeg håber, at jeg ved at læse min dagbog når jeg kommer hjem, kan få styr på følelserne.

Kl er nu 00.25 og det er blevet sengetid.

Der er nogle få fotos lagt på: http://fotos.loneblume.dk/


Pas på jer selv

KH
Lone
og de 2-3 andre

Santa Cruz - Roboré ...a la Dakar

15/5-2011

Mekanikeren og hans lift

Kizzie er desværre ikke rigtig frisk og starter penicillinkur i dag. Vi er alle stemt for en slaske dag.
Kizzie kommer dog i tøjet kl.16 og vi mødes ved poolen, det stormer stadig meget.
Kl. ca.19 gik vi på Piccolo for at spise. Vi hyggede os lidt og gik hjem ca. kl. 22, og det var den dag.

16/5 2011

 Vågnede kl. 7 for at konstatere at det stadig stormer - men nu med blå himmel. Vi fik vasket lidt og pakket rygsækkene, som sættes i depot er på Hotellet.
Kizzie er heldigvis frisk nok til at ville med på tur. Carlos ringede og sagde at bilen var klar ca. kl.15 og vi tog derfor bussen hjem til Carlos og Tere, hvor vi ankom ca. kl.14.15.
Vi pakkede bilen og satte os ind, med mig i bagagerummet og kørte. Men ØV bilen var ikke i orden, så vi kørte på værksted, hvor man efter en times tid fandt ud af det var 4-hjulstrækket, der var i "u-du".
Carlos valgte at få det frakoblet, og vupti så var lyden væk.
Nu startede den 6 timers lange køretur mod Roborè. 42 km. af turen blev kørt på en slem, slem grusvej. Jeg fløj rundt i bagagerummet, når Carlos, med lidt for stor fart, ramte hullerne i vejen.
Kl. 22 stoppede vi i San Jose for at spise aftensmad, og vi valgte at betale gildet, som "sneg sig op" på 120 kr for 6 mennesker.
To timer senere var vi i Roborè, hvor Carlos havde bestilt værelser til os på et rigtigt hyggeligt hotel, som hedder Choboreca. Det er rigtigt fint og meget rustikt, med alle møbler i groft træ eller rafter. Flot.

17/5-2011

Fedt at stå op til fuld sol. Efter morgenmaden kørte vi til Santiago. Der gik Carlos rundt for at finde en der kunne fortælle hvornår kirken åbnede. Samtidig kom en ung mand og talte med Tere, og det viste sig at han var guide i landsbyen og de omliggende naturserværdigheder. Tere hyrede ham til at gå med op til El Mirador.
For Lillian var det en temmelig hård optur, p.g.a. de mange trappetrin og for Søren var "barnemad".
Turen op gennem den tætte skov var flot og belønningen for vores "hårde" arbejde fik vi da vi nåede toppen.
Imponerende udsyn. På begge sider var der, så langt øjet rakte, skov og atter skov.
Vi så kæmpe sommerfugle og grippe. Sad og nød stilheden lidt inden vi begyndte nedstigningen, som foregik af en anden rute, og i øvrigt ikke var slem. Fin tur.

Aquas Calientes

Vi kørte tilbage til Santiago og spiste frokost, og fik set kirken, som er en af Jesuit missionerne i Bolivia.
Vi fortsatte nu turen til Uquas Calientes, som ligger ca. 20 km. fra Roborè. Det er en lille sø, dannet af en masse naturlige varme kilder. Vandet er ca. 50 gr. varmt og vanddybden er ca. 20 cm.
På de steder hvor kilderne springer, virker bunden som kviksand, uden at være det. Når man kommer gående ryger man i hullet til midt til brystet, men på grund af den varme kildes opdrift, kan man ikke komme længere ned. Vild fornemmelse.
Vi blev i vandet ca. en 1/2 time, og gik derefter rundt og nød området, som er utroligt flot. Søen er omkranset af skov, palmer m.m. Vi så et par tukaner og massevis af hvide Ibisser.
Tilbage til Roborè hvor Kizzie og jeg hyggede os i hængekøjerne en god times tid. Fed dag!

18/5-2011

Chochis

Så er den gal igen, med Carlos bil og han kører på værksted. Det viser sig 3 timer senere at der var noget galt med bagtøjet.
Da det er lavet kører vi tilbage mod Santa Cruz, og stopper i Chochis. På vej derop tror vi det kun er en klippe vi skal se, men det er så meget mere. Man har bygget en noget anderledes kirke med de mest utrolige udskårne træarbejder. Der var udendørs prædikestol.
Det er faktisk svært at beskrive stedet, udover at der åndede fred og idyl, og vi håber at billederne kan vise lidt.
Vi fortsatte tilbage over stok og sten, især sten. Vi var alle godt ømme i bagen da vi nåede Santa Cruz ca. kl. 23.
Selv om det var en meget lang køretur, var den en fin dag med massere af oplevelser.
Vi bor igen på Hotel Internacional.
Godnat fra os. Imorgen er vores sidste dag i Bolivia ..


Der er nye fotos lagt på: http://fotos.loneblume.dk/


Pas på jer selv

KH
Lone
og de 3 andre

Lort og lagkage

Pyyhhh...det er varmt idag.  Jeg gætter på ca 31 gr.
Desværre har KIzzie fået dårlig mave, så hun bevæger sig ikke langt væk fra toilettet.
Jeh blev hentet a Carlos og Tere for at tage tilbage til juveleren og at betale depositum.

Maal -teltet

De smed mig af hos guldsmeden og kørte videre, fordi bilen skulle på værksted.
Det er en stor guldsmede forretning, og den ligger et sted, man ikke kan forestille sig. Der er virkelig check på tingene. Jeg var stort set kun kommet ind i forretningen, før jeg fik tilbudt en kop kaffe. Dernæst kom guldsmeden og en ekspedient, og ved hjælp af god vilje og mange fagter, fik jeg betalt mit depositum, efter at guldsmeden havde sikret sig, at han havde forstået mit ønske korrekt.
Jeg tog en taxa tilbage til hotellet, hvor jeg kunne konstatere, at Kizzie desværre ikke havde det bedre.Tværtimod.
Jeg gik i byen efter coca te og cola til hende, så hun forhåbentlig er frisk imorgen.
Lillian og jeg slentrede på Picolo og fik lidt frokost mens vi lyttede til lidt live musik. Gik på marked bagefter, og her mødte vi Søren, som stod og spiste en pizza, midt i det lokale mylder.

Tilbage til hotellet for at hygge lidt med Kizzie, men hun var ikke i hygge humør. Hun havde ikke lyst til at forlade sengen, lige med undtagelse af når hun løb på toilettet.



Kl 19 tog vi andre en taxa til klubben, hvor vi skulle mødes med Carlos og Tere, for at køre på camping weekend.
Vi kørte fra klubben hjem til familien, or at hente deres telte og kl. ca 21 landede vi på det sted, hvor vi skulle campere.
Jeg vil gætte på, at vi var 30 personer i det hele. Heriblandt ca 10 børn. Det blæste desværre meget op.
Da vi havde hilst på alle, fik vi besked på at sætte os ned og fluks kom der drikkevarer.
Carlos og Tere gik i gang med at sætte de to, temmelig gamle, telte op. Det viste sig undervejs, at pløkkerne var forsvundet. Hvad gør man så? Man tager 2 fodboldmål og smider et på hver side af teltet, og så bliver teltet bundet fast til målet.
Det andet telt var så småt, at jeg tror, det kun kunne rummer Carlos. Vi funderere over, hvor vi mon skulle sove ( vi var 6 personer ialt til 2 små spidstelte). Jeg spurgte Carlos, som uden at blinke svarede: jamen, vi har jo 2 telte og bilen.
Nåå ja...det var jo også rigtigt. Men inden der var gået 1 time, var "mål-teltet" styrtet sammen.
Carlos kunne nok fornemme, at vi ikke var vildt begejstrede, så han sagde, at han nok skulle køre os til hotellet, hvis vi ville det.
Pludselig kom der 2 guitar-spillende mænd gående. Vi troede, at de var en del af venneforsamlingen, men niksen biksen. De var hyret til at underholde.

Ca kl 22.30 kom der mad på bordet. 1/4 grillet svin, ris og grøntsager. Kl 24 havde en af gæsterne fødselsdag, og vi fik smagt en af de mange flotte kager, vi så tit har set. Den smagte skønt, og var ikke nær så "vammel" som jeg havde troet.
Der var vin, øl, sodavand,  Fernet Branca og pina colada's i lange baner. Mere end nok til alle.
Kl ca 1 bad jeg Carlos køre os til hotellet og vi var hjemme ca 1.15.



Kort opsummeret: Feste, det kan de!

Der er få fotos lagt på: http://fotos.loneblume.dk/



Pas på jer selv



KH

Lone
og de 3 andre





Juveler og natmad

Vågnede op til endnu en smuk og solrig dag.
Desværre er det jo ved at være vinter her, hvilket betyder, at solen står meget lavt på himlen.


Torvet i Santa Cruz

Så lavt, at den ikke når ind til pool området på hotellet. Det betyder, at vandet i poolen, efter min mening, er 2-3 grader for koldt, så jeg nøjes med at dyppe fødderne indimellem.

Vi slentrede i byen og nød livet på torvet. Satte os på den irske pub og

kiggede 

ud på livet, mens vi fik en sodavand. Temperaturen er ca. 28-30 gr når vi når middag. Luftfugtigheden er lav sammenlignet med de andre gange vi har været her.

Tere hentede mig ved 15 tiden og vi kørte til en juveler forretning. Jeg har besluttet mig for,
at jeg vil have lavet en ring med en bolivianita isat. Bolivianita er en sten, som kun findes her i landet, og som jeg synes er rigtig flot. Fedt, at Tere gad at køre mig, for jeg havde da aldrig selv fundet den forretning.

Klubben by night

Jeg fik. vha guldsmeden, selv designet en ring, som lige netop bliver færdig inden jeg skal hjem.
Glæder mig til at se det færdige resultat på torsdag.
Prisen: rørende billigt.
Efter guldsmeden kørte vi til apoteket for at købe myggespray, så vi er klar til kampen mod myggenen, når vi i weekenden skal på campingtur med familien Vilar og venner.
Vi kørte tilbage til hotellet og hentede de andre og alle kørte nu i "klubben", hvor vi var et par timer.
Kl. 22 blev vi kørt til vores "fredags spisested".
Det er et helt almindeligt hus, der om fredagen forvandles til en stor udendørs restaurant, hvor der udelukkende serveres boliviansk grill-mad.
Ved vores bord var vi vel en 15-18 personer. Vildt hyggeligt. Carlos er helt tydeligt "bamsefar" og alle ungerne elsker ham.
De voksne holder også af ham, derom ingen tvivl. Vi skulle fra starten blot have været os selv på restauranten, men da vennerne hørte, hvor vi skulle hen, vupti, så var vi pludselig mange. Rigtig hyggeligt!


Grill-party med vennerne


Så vidt vi forstod, er campingen i weekenden også med aller vennerne. Bliver vist noget af en fest.
Det var en dejlig dag...især sidste del af dagen.
Det er skønt at være sammen med Vilars igen.

Der er fotos på: http://fotos.loneblume.dk/


Pas på jer selv

KH

Lone
og de 3 andre

Velkommen i klubben - Santa Cruz

 Flot vejr igen idag. Vi startede dagen med morgenmad, hvorefter vi gik ind og pakkede vores
bagage og fik sat det i depot.
Slentrede til Cafe Paris, hvor vi fik vores sædvanlige kaffe mm. Fik blogget og hygget de sidste timer i Cochabamba.
Kl 13 tog vi en taxa til lufthavnen, og vi lettede mod Santa Cruz 10 min før planlagt.
Kl. 15.40 satte vi landingshjulene på Santa Cruz jord og efter kort tid havde vi alle vores
rygsække og gik ud.
Tere ventede på os udenfor. Dejligt gensyn.
Hun kørte os til vores sædvanlige Santa Cruz hotel og glæden var stor, da jeg opdagede at
Heidi stadig er receptionist.Hun er en sød dame, som taler lidt engelsk og lidt tysk og som
altid er villig til at hjælpe os.  Da hun så os, kom hun løbende ud fra kontoret og omfavnende
os alt imens hun sagde: Jeg vidste jo ikke det var jer!
Det var en dejlig modtagelse.

Vi fik sagt farvel og på gensyn senere til Tere, og fik checket ind på Hotel Internacional, som
har fået en "ansigtsløftning". Tv på værelserne og nye møbler nogle steder. Til gengæld er risen også steget ca 4 dollars pr værelse, siden vi var her i 2008.
Vi nåede lige at smide bagagen inden Søren gik til købmanden og vi gik ned i haven ved poolen.
Solen skinner og her er 28 gr. Det føles som om vi er "hjemme" igen!

Vi hyggede i varmen ved poolen og kl. ca 20 kom en taxa efter os. Vi blev kørt ud til
"klubben", som er en slags stort fitness område med en stor pool.
Tere sad og ventede på os og lidt senere kom Carlos. Dejligt gensyn!
Carlos og Tere lignede sig selv. Claudia carola er blevet en flot pige, og mere smilende end sidste gang vi mødte hende. (Da var hun en sur teen-ager, som stort set aldrig smilede).

Vi hyggede med dem og nogle af deres venner og spiste en lokal ret, som hedder noget i retning af:
Pique-Macho. Det er en slags "svensk pølseret", som blev serveret på 1 fad og alle fik en gaffel, hvorefter man bare langede til. Det smagte skønt. Carlos kunne et trick med noget øl, olie og en stærk sauce blandet sammen. Det hældte han over retten, og det smagte vildt godt.
Vi snakkede, grinede og hyggede til kl ca. 22.30, hvorefter vi blev kørt hjem.

Vi sluttede aftenen med en smøg ved poolen og gik i seng ca kl 23.15. Pyh ha, der er varmt på værelset.
Det havde vi lige glemt!

Alt i alt en dejlig dag med gode og kærlige gensyn.


Pas på jer selv

KH
Lone
og de 3 andre

Morgenkaffen i takt

I dag har vi igen godt vejr og vi har besluttet os for, at gå den "lange" tur til foden af bakken, hvor den kæmpe Christus figur står og skuer ud over Cochabamba. Inden da, gik vi en tur paa cafe Paris for at drikke en god kop kaffe. Mens vi sad der kom der et militaerorkester marcherende forbi alt imens de spillede: Tjener, jeg vil have mere oel!

Vi kiggede lidt paa det og saa, at de lagde blomster paa pladsen ved statuen.
Vi gik og gik ( iflg Lillian mindst 20 km) , men jeg gætter på 2,5 :-).
Vi betalte 6 kr for at tage svævebanen op og ned. Satte os i 2 forskellige kondoler og så startede

det, der for mig skulle blive den "længste" tur op...kors, hvor jeg ikke brød mig om det. jeg svedte tran hele vejen op og var meget glad, da jeg satte foden på sikker grund. De 3 andre nød det dog i fulde drag.

Oppe på toppen får man rigtigt fornemmelsen af den kæmpe statue, so0m er 4 cm højere end den, der står ved Rio.
Der er 34 m mellem hænderne og hovedet er over 4 m i diameter. Imponerende. Selve ansigtet er flot lavet.
Når man står deroppe ved "jesus", har man et utroligt flot udsyn over hele byen.
På baggrund af o-turen, havde jeg besluttet at bruge trapperne ned, selvom der er mega langt.
Denne beslutning måtte dog også ændres, da jeg havde begyndelsen til 2 vabler. Altså måtte jeg sætte mig ind i det "uhyre" igen. Jeg lukkede øjnene og sang hele vejen ned...kamp svedte imens.
De 2 andre passagerer i kondolen prøvede at berolige mig det bedste de kunne...uden større held. Søren syntes hvis kun jeg var for morsom.

Ned kom vi heldigvis alle...og i fin stand. Sjovt, som ansigtsudtrykket kan ændre sig på 1 sekund; fra vild rædsel til stor-smilende.
Vi hyrede en taxa til at køre os tilbage på hotellet, for at jeg kunne få repareret mine vabler. Heldigvis havde begge tøser compeed med.
Pigerne og jeg fandt endnu en Dumbo. Hyggede med en lille sandwich og gik derefter til naboforretningen
og fik en lille vaffelis.
Vi gik hjem til hotellet og for første gang i Cocha er det nu overskyet.

Lillian og jeg hyggede i haven, Søren og Kizzie læste.

Ved 19 tiden bestilte vi 1/4 kylling til hver, leveret ved døren. Det er den største kvarte jeg har set.

Tror kun, det var Søren, der kunne spise op.

Vi sad i haven og hyggede os indtil det blev sengetid...ca kl 23!!!

Der er igen fotos: http://fotos.loneblume.dk/

Pas på jer selv

KH

Lone

og de 3 andre

Cochabamba viser sig fra sin bedste side

Cochabamba viser sig fra sin bedste side. 24gr kl. 9 og 27 ikke længe efter.
Vi fik morgenmad på vores hotel...ikke noget at prale af, men dog mad.
Vi har læst, at markedet i Cochabamba skulle være det største i Bolivia.
Vi gik selvfølgelig i byen for at finde det. Og kors i skuret, hvor er det bare KÆMPE.
Jeg tror, at vi brugte det bedste af 4 timer, og vi har ikke set 1/10 endnu.
Man kan købe alt, lige fra sikkerhedsnåle til køkkenmaskiner, hønsefødder og hele kyllinger..
you name it...they've got it.  Vi købte sandaler til 20 kr..12 sikkerhedsnåle til 1 kr...og derudover fik vi serveret 4 iskolde cola'er for 6 kr..
Her er fedt at være. Herligt klima. De folk vi taler med, af forskellige grunde, er alle meget søde og hjælpsomme.
Og alle gør de et stort nummer ud af at fortælle os, at vi skal holde godt fast i vores tasker mm.
Vi sad på en lille cafe, midt i menneskemængden, og jeg spurgte cafe-far om han vidste hvilken bus vi skulle tage med for at komme op
til den store Kristus-statue, der står højt over Cochabamba.
Det vidste han ikke, men ville da lige finde ud af det, hvorefter han gik ud på vejen og stoppede et par busser for at få det afklaret. Service, må man sige!
Carlos ringede og gav os en adresse på en restaurant, der lå lidt væk. Det var gode, solide måltider, sagde Carlos. Vi besluttede os derfor at tage en taa derud ved 18.30 tiden. Vi ankom, og var de eneste turister på stedet ( man ville heller ikke have kunnet finde dette
sted, hvis man ikke fik adressen af en lokal). Vi bestilte noget mad, vi ikke anede hvad var. Vi 3 tøser bestilte det samme, og Søren bestilte noget, de kaldte tørt kød. Han pegede på kortet og sagde:EN, men tjeneren pegede et andet sted hen og sagde: denne her er bedre størrelse.
OK..det tog Søren.
Først kom vores mad ind. 3 tallerkner der bugnede med mad. Og det smagte skønt!
Så kom Sørens tallerken. Vi skreg af grin. Der var mad nok til os alle 4 på den ene tallerken. Vi grinede så meget, at nabobordet også begyndte at grine.

Sørens mad bestod af noget, vi derhjemme ville have smidt ud. Noget meget tørstegt trevlet kød, der tangerede forkulninger.  Men det smagte himmelsk!
Vi rå-åd og fik en flaske vin, 1 øl og 1 vand for den nette sum af 200 Kr.
Vi tager derud igen inden vi rejser herfra...men næste gang bestiller vi kun ( belært af erfaring) 2 retter og 4 tallerkner.
Hyggede i haven 1 times tid inden vi gik i seng.

Nettet er stadig dårligt, så ingen billeder på foto-siden i denne omgang heller. Beklager! Til gengæld er der kommet et par fotos på indlægget fra igår.

Pas på jer selv

KH
Lone
og de 3 andre

Farvel La Paz og hej Cochabamba

Idag er det store pakkedag, så vi startede alle dagen med at trylle alle vors ting tilbage i rygsækkene.

Vores søde kro-fatter

Da det var gjort, var det jo i princiet blot at vente på, at klokken skulle blive 16, hvor en taxa skulle hente os, men vi skulle da lige på Luna for at få morgenmad og sige farvel til krofar.
Vi 3 tøser sad og nød solen udenfor hotellet, og endnu engang kom Redin og satte sig for at tale med os.
Det er smadder hyggeligt. Vi talte vel 1 times tid, hvorefter jeg fik en vild trang til is.
Redin kom os, endnu en gang, til undsætning og foreslog at vi tog på Dumbo. Jubiii...vidste jo ikke engang, at der er en Dumbo i La Paz.
Vi sprang i en taxa og kørte til Dumbo, som er en slags udviddet fast food forretning og så har de super is.
da vi ankom til gaden, var der fest og farver. Det er åbenbart sådan, at om søndagen er det familiedag, og
gaden vat bestemt indrettet på børnened vilkår. King Kong som hoppeborg, små boder der solgte legetøj, og masser af forældre ude med deres børn. Dumbo delte gratis is ud til ungerne. Super hyggeligt.

Vi spiste vores KÆMPE portion is, og slaskede lidt rundt i gaden.
da vi skulle hjem fandt vi en bus og satsede på, at vi ville kunne genkende et eller andet, så vi kom af bussen det rigtige sted. Det gjorde vi.
Kl 16 var det tid til at sige farvel til Redin. Han gav et kæmpeknus og fortalte os endnu engang hvor gode turister og mennesker vi er. Det var meget rørende.
Vi stak ham 200 BOL som tak for god service, og han blev meget rørt.
taxaen kom til tiden, og jeg bad chaufføren stope ved et udsigtssted. Det ville han gerne, og vi fik set La Paz fra oven...og i sollys. Lillian blev meget overvældet.
I lufthavnen købte vi sandwich på Subway og kl 19.35 lettede vi. Flyveturen tog 30 min.
Cochabamba ser meget stor ud, når man ser den fra luften. Bliver spændende at se den i dagslys.

Taxaen fra lufthavnen til vores hotel kostede 30 BOL.
Vores hotel hedder Jardin, og er igen et meget rustikt og lidt primitivt sted, men ganske rart. Der er en dejlig have med borde og stole, og det er ikke værst, når aften temperaturen (kl. 22) er 20 gr.
Vi fik et glas rødvin i haven, hvorefter vi luskede i seng ved 23 tiden.
'
Igen en hyggelig dag.

Nettet er desværre så dårligt her, at vi ikke kan loade billeder op. Håber det bliver bedre senere på turen.

Pas på jer selv

KH
Lone
og de 3 andre

Ruiner og butikspasser

Stod op kl 6.30, for at nå at få morgfenmad, inden turen gik til Tiwanaku.
Jeg valgte at blive hjemme, dels fordi jeg har været der og fordi jeg skal på jagt efter flybilletter
til Santa Cruz.
Kl 7 gik vi til cafeen, som IKKE havde åbnet dørene endnu. Vi stod og hang lidt udenfor
og kl 7.30 kom ejeren løbende. Vi havde ikke meget tid at spise i, for bussen ville
være ved hotellet mellem 8 og 8.30. Ikke noget problem, sagde ejeren, som fluks ringede til
agenturet og bad dem hente de 3 danske passagerer hos ham i stedet forn på vores hotel.

Super service.
Kl. 8.10 ankom bussen og de 3 andre drog afsted og jeg betalte vores regning og gik tilbage til hotellet.
Jeg satte mig endnu engang på trappen foran hotellet, og havde ikke siddet længe inden jeg blev antastet af en ældre herre, som angiveligt ville have noget af mig. Jeg prøvede at vifte ham væk, men
uden held. Pludselig kom købmanden ( overfor hotellet) styrtende og sagde en masse til manden.
Det eneste jeg forstod var, at han skulle lade GRINGOERNE være. Han gik nu ca 10m væk, men da købmanden var gået igen, kom han tilbage, nu mere anmasende end før. Jeg ville pakke sammen og gå ind, men i det samme kom købmanden igen, denne gang med en meget streng mine på. Han tog fat i manden og råbte på en betjent. Men så fes den ind og manden gik.
Jeg sagde selvfølgelig tak til min "nye bedste ven" og han sagde at det var så lidt og at der jo desværre er idioter allevegne. Forstod også at han sagde, at det ikke var så underligt at turisterne blev bange for La Paz.
Jeg var nu blevet mere irreteret end bange, men forstod helt og holdent, hvad købmanden mente.

Jeg nød solen i en god times tid. Turde ikke sidde længere i "højfjeldssolen".
Mens jeg sad på trappen, blev jeg af nobokonen, som har en lille forretning, bedt om at kigge efter butikken.
Der kom kunder og jeg måtte, på mit bedste spanske, bede dem om at komme igen om 1 time.
Da konen kom tilbage, råbte hun Tak, senora ...ikke noget med gringa denne gang :-)

Jeg gik til TAM kontoret ( Bolivias militær fly ) og købte flybilletter til os alle fra Cochabamba til Santa Cruz d. 12. Pris ca 300 kr pr. person. Lækkert at det ikke er dyrere og at vi sparer ca 12 timer i bus.

Redin, som er sønnen i huset, kom og talte med mig i en lille times tid. Øv, hvor mangler jeg
mange spanske ord. Selvom jeg forstod det meste, så er det meget lidt tilfredsstillende ikke at kunne
føre en rigtig samtale. ( Det gik dog ved hjælp af ord, fagter og flere fagter). Sød ung mand, som skal studere turisme.
Søren, Kizzie og Lillian kom hjem fra udflugten kl 16.
Det havde været en fin tur, men deres guide havde ikke været specielt god. I Tiwanaku er der ikke specielt meget ruin at se, men historien på stedet er fin. Stedet dateres tilbage til 1500 før vores tidsregning, og så vidt jeg husker, så boede der i selve centrum af stedet ca 20.000 præster og hellige, mens der omkring stedet boede 100.000 mennesker. Stedet fungerede i ca 3000 år. Imponerende mange mennesker på et forholdsvis lille sted.
Deres hjemtur havde været noget af et show og altsammen fordi der skulle luft i bussens ene hjul.

Vi var alle 4 trætte efter gårdsdagens "udskejelser" og gik derfor tidligt i seng.

Billeder lagt på: http://fotos.loneblume.dk/

Pas på jer selv

KH
Lone

og de 3 andre

Månelandskab, fest og farver

Første dag med sol hele dagen. Skønt!
Vi tøser sad og nød solen på trappen foran vores hotel. Vi blev kigget lidt på,
sikkert fordi vi sad uden overtøj, mens bolivianerne gik rundt som de plejer, iført
en masse tøj og for damernes vedkommende også et tæppe på.
For os, er 25 gr dejligt!
Ved middagestid sprang vi på en lokal bus og kørte ca 10 km udenfor buýen, til noget
der kaldes Moon Valley. Man kan vel nærmest beskrive det som et meget markeret
bjerglandskab, dog er materialet tør ler de fleste steder. Ret imponerende.
Kizzie og Søren gik rundt derude, mens Lillian og jeg kun var lidt omkring.
Jeg brød mig ikke om de manglende afspærringer og de smalle stier, så vi satte
os og nød solen og landskabet fra en dertil indrettet bænk.
Da vi skulle hjem igen sprang vi på endnu en lokal bus. Jeg spurgte om
busseen kørte til La Paz ...og ja, det gjorde den.
Vi kørte og kørte, og genkendte ikke meget, dog vidste vi, at vi var i La Paz.
Da vi nåede endestationen, var vi næsten oppe på El Alto, hvilket vil sige et pænt stykke fra vores hotel.
Heldigvis skulle vi ned ad bakke for at komme hjem, og hjem kom vi da.
Vi gik på cafe og fik os en velfortjent sodavand og lidt at spise.
Vi besluttede at få os lidt rødvin til maden og derefter en pina colada.
Sidstvævnte var så stærk, at der var til 2 glas, når vi fik mere juice at fylde i.
Vi gik hjem på hotellet ved 21 tiden.
Da vi kom ind i atriumgården, var der sat et åbent ildsted og på bordet stod
cola og cigaretter. Neeej, tænkte vi, hvor sødt af dem, at de vil sørge for, at vi ikke fryser!
Men se, nu blev der fest. Det viser sig, at de, hotelejeren med familie, fester hver
den første fredag i måneden og ofrer slik, cigaretter mm til Patchamama, som svarer
til vores "Moder jord". De går rundt om bålet og smider alcohol på alt imens de ønsker noget.
Vi blev inviteret med til fest. Det var en stor oplevelse.
De fortalte os, at de synes vi var den bedste gruppe de havde haft, fordi vi forstod at leve.
De syntes at Lillians hår ( som er 2 farvet) var cool til en dame i hendes alder. Derfor kaldte
de vores lille gruppe for "the cools".
Samtidig havde den ene søn, som altid passer hotellet, sagt til farmand, at vi jo var på samme alder,
og at det var på tide, at han også tog skridtet ind i den teknologiske tidsalder. For når "senora"
kunne have både notebook og iphone, så kunne han vel også betjene en telefon.
Det grinede vi meget af...alt imens vi fik Cobra Libres i llange baner.
Hvorvidt det var rommen, der talte eller om det rent faktisk bliver tiol noget, vil tiden vise, men vi blev inviteret til frokost i ejerens hus imorgen. Samtidig ville han sørge for, at der var en taxa klar til os, når vi skal i lufthavnen imorgen.
Det var en sjov og dejlig aften, som vi bestemt ikke havde regnet med. Og som vi helt sikkert ikke
havde fået oplevet, hvis vi havde boet på et "stjerne hotel".
Hotellet er ejerens barndomshjem, som han så løbende har restaureret, lidt i spansk stil. Han fortalte, at han er ved at opføre nogle lejligheder, som man skal kunne leje på dagsbasis.
Næste gang vi kommer, skal vi bo der, siger han, ganske gratis og med bil til rådighed.
( og det blev sagt inden der blev taget hul på rommen )
Vi tøser gik i seng ved 23.30 tiden. Søren tog hele festen med, og kom i seng ved 3 tiden, efter at han var blevet inviretet op i ejerens lejlighed.

Sikken dag!

Billeder lagt på: http://fotos.loneblume.dk/

Pas på jer selv

KH
Lone
og de 3 andre

Store-handle-dag

Endnu en solrig morgen, så det er dejligt.
Kizzie og jeg er nået til "ingen morgenmad" punktet, så vi får os en kop dejlig chokolade, mens Søren og Lillian hygger med brød og æg i diverse variationer.
Efter morgenmaden startede vi på "store handle dag", og gik på jagt efter forskellige alpaca ting. Vi indkøbte en boliviansk rejsetaske, som vi fylder op med vores indkøb, og dernæst er det meningen, at Søren tager den taske med hjem, når han siger farvel til os i Miami.(Han rejser jo som sædvanligt kun med håndbagage!).
Vi fik indkøbt en masse sokker, benvarmere, trøjer mm.
Som de foregående dage, blev det også idag overskyet ved 13 tiden.
Tania ringede til mig idag...hyggeligt!
Vi gik rundt på Max Paredes markedet og nød de mange indtryk af boder, biler og mennesker.
Der er et imponerende mylder! Jeg indkøbte lidt ting til mig selv og til Gitte.
Sikkerhedsnåle i bedste kvalitet koster 1 kr for 10 stk, og kilt-nåle koster 6 kr for 10.

Det går fint med at forstå det spanske..blot er det dog mægtigt irreternede, at jeg ikke
kan grammatikken godt nok til at rode mig ud i lange samtaler, så det ender altid med et grin, når jeg forsøger mig frem. De lokale er dog rigtigt søde og gør deres bedste for at forstå mig.
Vi fornemmer, at der er en helt anden holdning til os, når de odager, at vi gør det bedste vi kan, for at tale med dem på deres eget sprog. Der kommer heldigvis nogle nye ord i "banken" hver dag, så det ender vel med, at vi bliver helt gode! :-)
Vi spiste aftensmad og fik et glas rødvin, hvorefter vi gik hjem for at lave regnskab.
Vi har besluttet, at vi imorgen besøger Valle de la Luna og snupper en turistbus eller en taxa dertil.
Vi skal lige finde ud af, hvad der er billigst.
Jeg nyder at Søren er her. Bolivia uden Søren var ikke helt ok. Kizzie har det på samme måde.

I overmorgen tager Søren, Lillian og Kizzie ( og muligvis undertegnede ) til Tiwanaku.
Sengetid ca kl 21.

Billeder lagt på: http://fotos.loneblume.dk/

Pas på jer selv

KH
Lone
og de 3 andre

Sol, hagl, Regn og alpaca

Vi havde flot vejr allerede kl 7..blå himmel og ca 20 gr.Ikke dårligt i næsten 4 km højde.
Vi klarer højden fint, men man bliver nemt forpustet. Blot det at tale sammen kræver indimellem nogle
ekstra dybe vejrtrækninger.
Vi brugte dagen på så lidt som muligt, slentrede rundt i gaderne og fik handlet lidt.
Vi er stadig på alpaca-tøj jagt og har da også fundet noget. Jagten fortsætter imorgen.
Vi bliver bedre og bedre til at prutte om priserne og selv taxa priserne er vi begyndt at
kende.
Kl ca 14 trak skyerne sig pludseligt sammen og vi nåede lige hjem til vores hotel inden
det begyndte at hagle voldsomt. Store kæmpe haglsom kom endda indenfor. Hotellets tag er

lavet af glasfiber eller lignende og det larmede så vi ikke kunne høre hinanden.
Det skiftede over til regn og de hele varede vel 1 god times tid, så fik vi tørvejr igen, men nu
var det blevet halvkoldt.
Vores hotelbestyrer er en ung mand, som hedder Redin. Vældig sød og hjælsom, men taler ikke
et ord engelsk, så vi prøver det bedste vi kan på spansk.
Han storsmiler indimellem, når han overværer vores forsøg på, at gøre os forståelige.
Det er faktisk ret sjovt. Men vi lærer da nogle nye ord hver dag, så det er jo godt nok.
F. eks skulle vi bede om en bøjle, og jeg fægtede med arme og ben og prøvede at forklare
at det var en trekantet dims til tøj. Søren tilbød sin hjælp og tegnede en bøjle, og nu forstod han
hvad det var vi ville have, og sagde også ordet på spansk. Det prøvede vi også...og han skreg af grin af vores udtale. Joo, vi hygger os skam!
Søren gik på jagt efter en flaske rødvin, som vi senere på aftenen hyggede os med i hotellets
hyggelige atrium-lignende gård.
Kl 22 var vi ikke gået i seng endnu!! Men blot 30 min senere sagde vi godnat.

Pas på jer selv

KH
Lone
og de 2 andre

La Paz og Søren

Jeg vågnede kl. 6.15 da min overraskelse ankom. Lørdag inden vi rejste besluttede Søren at komme til Bolivia og feriere med os. Jeg havde ikke fortalt de 2 andre noget, så de blev nogeet overrasket over at se Søren spise morgenmad med mig.
Vejret er flot, og vi daskede rundt og nød indtrykkene. Vi to en taxa ud til agenturet som havde arrangeret vores tur fra Peru til Bolivia, for at afregne og for mit vedkommende også at få en snak om muligt samarbejde.
Vi tog til "Det sorte marked" oppe i det område vi plejer at bo når vi er i La Pas. Vi har ikke tal på hvor mange gange Lillian sagde Hold da op" men udmiddelbart tror jeg hun synes det er fedt. Jeg købte et simkort til telefonen, og kontaktede Carlos, som blev glad over at høre vi var vel ankommet til Bolivia.
Vi måtte jo holde Søren  igang efter hans 28 timers rejse, så vi gik markedsgaderne tynde.
Vi gik ned og spiste, derefter hjem til hotellet for at lave regnskab, som nu indeholder flere valutaer. Det er som sædvane hylende morsomt, når vi prøver på at finde ud af, hvem der skylder hvem hvad, og hvilken valuta skal der afregnes i. Vi får nogle bilige grin på den bekostning.
Det er påfaldende at byen larmer og er fuld af liv kl.21, men kl. 22 er der stort set "uddødt". Vi husker det ikke sådan, men det er faktisk rart at der er ro, når vi skal sove. Byen vågner først igen efter kl. 7.
Dejligt at Søren er her. Det er ikke helt "rigtigt" at være i La Paz uden Søren.

Kl.21.15 går vi i seng.

Billeder lagt på: http://fotos.loneblume.dk/

Pas på jer selv

KH
Lone
og de 2 andre

Peru-Bolivia ...via Isla del Sol

Endnu en dag stod vi op før fanden tog sko på og blev afhentet kl.06.10 sharp som aftalt.
Vi kørte til grænsen mellem Peru og Bolivia, hvor papirarbejdet blev ordnet uden problemer.
Kl. 9.00 ankom vi til Copacabana. Der var fest i gaden på grund af en katolsk helligdag og tilsyneladende
var det halve af Boliva med til fest. Bilerne blev pyntet med blomster og overhældt med champangne, alt sammen en del af et katolsk/lokalt ritual. Mænd og kvinder iført cowboy lignende hatte, Ja, bowlerne var skiftet ud i dagens anledning. Farverigt tøj prægede desuden gadebilledet.
Vi blev kørt til havnen hvor vi gik ombord i katamaranen og sejlede til soløen. Undervejs fik vi en lille snack, alt imens vi nød udsigten og det gode vej.
Lillian valgte at passe på skibet mens Kizzie og jeg tog mod til at bestige Inkatrappen m.m. (Vi var glædeligt overrasket over vi ikke kom op til sidst.)
Vi blev bl.a. ledt hen til en sharman, som velsignede os, og sprøjtede helligt vand på os, og dermed var vi rene nok til at være på øen.
Vi besøgte komplekset, som er et museum, og så bl.a. hvordan man havde ofret små børn. Desuden blev vi oplyst om øens 3 regler: man lyver ikke, man stjæler ikke og man kommer til tiden! Egentlig fine regler!
Turen sluttede for os med en sejltur i en traditionel sivbåd.
Tilbage på katemaranen nød vi en god lokal frokost, og efter ca. 2,5 time lagde vi til Chua, hvor bussen ventede på os.
Under normale omstændigheder ville turen til La Pas tage 2 timer, men på grund af de mange mennesker der skulle tilbage til La Pas efter festlighederne, blev vi ca. 30 min. forsinket.

Vi er imponerede over turarangørens logistik; alt har bare virket! Vi har ikke skulle vente på noget som helst (ikke hvad vi er vant til i Bolivia.) Vi var spændte på, aom vores bagage var med, for vi rørte ikke vores bagage selv efter de blev læsset på bussen i Puno. De skiftede bus nogle gange undervejs, men flot nok, det var med til La Paz.
Vi bliver sat af ved vores hotel, Arcabucero, som er et meget rustikt, primitivt, men rart sted.
Vi smed vores bagage og gik over til Cafe Luna, dejligt gensyn, og fik hvidløgsbrød, hvorefter vi gik hjem i seng kl.23.


Billeder kommer senere...det kniber med teknologien

Pas på jer selv


KH
Lone
og de 2 andre

Sidste dag i Peru i denne omgang

Vi sov sådan set rimeligt på vores minus-stjerne hotel og gik i byen for at spise morgenmad.
Vejret er fint og her er liv i gaden pga 1. maj demonstrationer og optog.
Vi fik blogget lidt og alle 3 ført vores dagbøger ajour.
Vi købte en lille udflugt til Urus, som er en af de 60 sivøer, der er her i Titicaca søen, eller som Lillian fejlagtigt fik sagt: Tictac søen.
Vi sejlede ud kl ca 16 og turen derud tog vel ca 25 min.
Det er altså lidt sjovt med de sivøer. De flyder i søen og alle øerne er beboet. I alt bor der
ca 2500 personer på øerne.
Vi fik en hurtig gennemgang i, hvordan de starter en ny ø. De starter med en rodmasse, hvorefter der smides et tykt lag siv den ene vej, et nyt lag den anden vej...og sådan bliver de ved, indtil øen er ca 2 m tyk.
Så bygger de husene, laver både mm...altsammen af siv. Hver weekend smider de et nyt lag siv på, for at øen skal forblive de ca 2 m. På den ene ø ligger den lokale grundskole, på en anden ø ligger et lille sygehus og på en tredje ø ligger restauranten.
Sjovt var det at se...og igen er det kvinderne, der udfører det hårde arbejde.
Efter at have været på øen ca 1 time, sejlede vi tilbage igen. Vi ankom til havnen i
Puno lidt over klokken 18 og kørte hjem til hotellet.

Vi indfandt os på en restaurant, hvor vi, ved hjælp af en meget sød tjener, kunne få
alpaca tournedos.Vi fortalte ham, at det havde vi fået her i 2006 og ville gerne prøve det igen.
Ikke noget problem, sagde han. Jeg fortæller bare kokken ( i en anden restaurant), at vi skal have
3 portioner.
Flot så maden ud, da den kom ind på tallerkner. Og kors , hvor smagte det skønt.
Fuldstændigt som vi huskede det...eller bedre.

Vi skal tidligt op imorgen, så derfor er det nu sengetid for små piger.

Billeder lagt på: http://fotos.loneblume.dk/

Pas på jer selv og hinanden

KH og på genhør fra La Paz
Lone
og de 2 andsre

Findes det større ?

Vi havde bestilt vækning til kl 6, men kl ca 5 blev jeg vækket af naboen, som havde låst sig ude.
Lillian skulle åbenbart ud at se, hvad Kizzie lavede på terrassen og lukkede døren efter sig...uden at have
nøgle med. Nå, men jeg skulle jo op alligevel. Jeg sagde farvel til direktøren og tak for fin behandling.
Vi spiste morgenmad og blev som aftalt hentet kl 7.
Vi kørte langs venstre side af dalen op mod Colca kløften. Et utroligt sceneri og et meget flot vejr.
Sol og blå himmel. Det er imponerende at se alle "terrasserne", som tilsyneladende dateres helt tilbage til inka'erne. De er lagt efter nøje udregnede principper.
Selve Colca dalen blev opdaget i 1951 af 2 amerikaner, der fløj over dalen. De fotograferede dalen
og tog billederne med hjem. I 1970 blev den første vej derud etableret og i 79 kom det første hotel.
Der boede selvfølgelig mennesker inden, og de klarede sig, som mange af dem stadig gør,
ved at bytte sig frem. Nederst i dalen dyrker man frugt, lidt højere oppe dyrkes diverse kornarter og øverst
går deres kvæg og lamaer. Det betød, at hvis man f. eks. havde en ko, så kunne noget af kødet byttes på
markedet til frugt og korn. OG...de behøver ikke mere. Giver lidt stof til eftertanke!
I inkatiden boede der 80000 mennesker, der udelukkende var beskæftiget med landbrug.
Efter spaniernes ankomst er der max. 5000 mennesker der vedligeholder området.
Vi fortsatte mod Crus del Conder og vi håbede på at komme til at se en rigtig kondor eller to.
Vi fik 1 time på stedet og så heldigvis kondorer i snesevis. Det var så stort!
Gåsehuden meldte sig fluks. De svævede over os, under os og nogle satte sig på en sten blot 10 meter
fra os. Det var den mest fantastiske oplevelse man kan forestille sig.
Jeg havde det faktisk sådan, at hvis vores tur af ukendte årsager skulle slutte nu, så var det OK.
Udover det eventyrlige i at se kondoren, så er selve canyonen et kapitel for sig selv.
Grand canyon kan godt pakke sammen.
Alt godt har en ende...og vi sagde farvel og tak til kondorerne og kørte til Chivay, hvor vi skulle
med bus til Puno. 6 timer mere...og vi ankom efter en meget lang dag til Puno.
Nu startede showet med at finde et hotel..og efter hårde forhandlinger fik vi et sted at sove.
Hvis Colca lodge havde 5 stjerner, så har dette sted minus 2...men ok..blot 2 nætter.
Vi smed vores rygsække, efter at Lillian havde proklameret at hun fandme aldrig blev backpacker, og gik en tur i byen, som var fuld af liv pga af lørdagens store marked.
Tilbage på hotellet og fik sendt mail til Diego, som har sørget for en fed tur til os d. 2 maj.

Godnat fra Puno og fra 3 trætte piger.

Billeder lagt på: http://fotos.loneblume.dk/
Pas på jer selv og hinanden

KH
Lone
og de 2 andre

Colca ...paradis ?

Vi sov alle 3 bedre i nat. Kl. 7 stod solen op og kl.8 har vi igen 25 gr.
Vi spiste dejlig morgenmad, hvorefter pigerne gik i thermalbad og jeg bloggede. Vi ved ikke om vi så  en kondor svæve over stedet her til morgen, men den var stor. Vi håber vi får set en rigtig en i morgen.
solen har magt her i denne højde. Nu hvor kl. er 11, og jeg sidder på terressen og solen brænder - på med faktor 30!
søren ringede og vi sludrede i 5 min, hvorefter jeg gik ned og badede med de 2 andre.
Vi har lavet så lidt som overhovedet muligt i dag, men til gengæld har vi nydt solen og blevet lidt solbrændte.
Spiste dejlig frokost i restauranten, hvorefter vi nød det sidste af solen, som forsvinder kl. 16.
Man kan ikke blive træt af dette sted, her er ubeskriveligt smukt og roligt.
Vi talte om, at vi ville føle os snydt, hvis vi kun havde haft en overnatning.

Personalet må arbejde for pengene, feks. så vi vores bartenderer fra i aftes udføre forskellige jobs i løbet af dagen.
I morges var de iført keddeldragt og ordnede fælles toiletter, rensede thermalbadene, senere tændte de op i diverse pejse, for derefter at gå i baren igen. De kommer ikke sovende til deres løn.
Jeg har mødt en utrolig venlighed og opmærkson hed. Jeg er blevet ringet op 2 gange fra receptionen. Den første gang ville de blot høreom alt var ok eller om jeg manglende noget og den anden gang om vi skulle vækkes. Det er sgu da imonerende!
Kizzie og jeg brugte noget af dagen på at forberede Lillian på kulturchokket, vi ved vil komme. Fra idag, kan det kun gå ned ad bakke.
Vi var alle 3 trætte, da vi ved 18 tiden gik i baren for at få en enkelt pina (skål Gitte)
og lidt super aspargessuppe til Lillian.
Vi trak den i ørerne og gik først i seng lidt over 8.


Billeder lagt på: http://fotos.loneblume.dk/
Pas på jer selv og hinanden

KH
Lone
og de 2 andsre